Sardinien

Sardinien

Sardinien

For kun få år siden var sardisk rødvin en kuriositet, man kun sjældent stødte på. I dag vinder disse solmodne vine imidlertid mere og mere terræn, og agtelsen følger trop. Med den stigende interesse for syditaliensk vin er Sardinien således ved at opnå den status, som øen uden tvivl berettiger til. Potentialet er stort, og vi må forvente at den udvikling vi er vidner til, også vil fortsætte i fremtiden. Produktionen på Sardinien er dog stadig noget uens m.h.t. til kvaliteten, og producenten er derfor stadig den vigtigste indikator. Før dannelsen af Alperne og Apenninerne udgjorde Sardinien og Korsika en del af en større bjergkæde, der dominerede området. I dag er de to adskilt af det smalle Bonifacio-stræde og udgør henholdsvis Middelhavets næststørste og tredjestørste ø. Langt det meste af Sardinien består af bjerge, dale og bakker præget af kraftig erosion. Undergrunden er overvejende granit og vulkansk klippe med relativt lav bevoksning. Denne høje del af Sardinien er sådan set velegnet til vindyrkning, men potentialet udnyttes kun sjældent. Langt størstedelen af produktionen foregår i de lavereliggende områder tættere på kysten. Øens beliggenhed gør, at vejrforholdene groft kan opdeles i to kategorier. Fælles for dem begge er imidlertid den stabile sol og den moderate mængde nedbør. Forskellen skal søges i den sydvestlige varme afrikanske vind og i den nordøstlige køligere europæiske.Selv om Sardinien altid har tilhørt Italien, har der dog været perioder hvor øen har været under spansk indflydelse. Aragonerne er vel nok den folkegruppe der har haft størst betydning for Sardiniens spanske præg - et præg der til stadighed giver sig til kende på øen. Også vinmæssigt er dette tydeligt, eftersom hovedparten af de lokale druer er af spansk oprindelse. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at næsten ingen af de sardiske druer dyrkes på det italienske fastland. Fordelingen af grønne og blå druer er nogenlunde ens. Af de grønne druer er Nuragus og Vermentino de dominerende, af de røde udgøres de vigtigste af Cannonau, Monica og Carignano. Karakteristiske vine:Vermentino di Gallura: Let til fyldig hvidvin der kan have god krop og karakter. Dyrkes og fremstilles i det bakkede landskab omkring Gallura (nord). Malvasia di Bosa: Tørre eller søde hvide vine, hvoraf de tørre er mest eftertragtede grundet deres duft af tørrede hasselnødder og grønne oliven. Druebasen er malvasia, som er meget udbredt, også på fastlandet. Dyrkes langs kysten syd for Bosa på vestsiden af Sardinien. Moscato di Cagliari: En gylden dessertvin med besnærende personlighed. Kan virkelig blive fyldig, specielt når den fadlagres. Fremstilles sydligt mellem Cagliari og Oristano. Monica di Sardegna: Let frugtbetonet vin med god friskhed. Generelt blød med få tanniner. Drikkes ung. Fremstilles over hele øen, dog med overvægt i den sydvestlige del. Cannonau di Sardegna: Kraftig rødvin, i hovedtypen tør med variende farve. Har kun sjældent gavn af længere tids lagring. Fremstilles over hele øen med dominans i den central-østlige provins Nuoro. Paradoksalt nok er det, der kunne være øens stolte drue, alt for ofte rustikt og dårligt vinificeret og lever sjældent op til Cannonaus sande potentiale. Carignano del Sulcis: En middelkraftig til kraftig vin. Druen carignano giver tætte og sødmefulde vine med en karakteristisk let bitter afslutning. Vintypen har et vist lagringspotentiale og udvikles markant med alderen. Fremstilles kun på Sardiniens sydvestlige spids samt på øerne Sant’Antioco og San Pietro.

Sorter faldende

3 vare(r)

Sorter faldende

3 vare(r)