Veneto

Veneto

Som for mange af Italiens øvrige regioner har Venetos vindyrkning rødder, der rækker langt tilbage i tiden. Allerede 1000 år før Kristi fødsel har Veneto haft en udbredt vinproduktion. Romerne skulle have haft forkærlighed for den søde vin "Rhaetic", som siges at være en forgænger for den moderne Recioto.

Regionen har en bred blanding af lokale og internationale druer, men set fra udlandet er det stort set kun de lokale specialiteter, der er i søgelyset. Her tænkes der især på vine som Amarone, Ripasso og Recioto, som kun fremstilles i netop dette område. Eftersom disse vine har en så særegen karakter, er det da også alverdens vinelskere, som står på spring for at købe de gode årgange.

Veneto deles tydeligt i bjerge og fladere landskab. Langs hele den nordlige del dominerer Alperne, mod syd de flade områder omkring floden Po, der mod øst munder ud i Adriaterhavet. Hele den centrale del af Veneto nyder godt af de varme luftstrømme fra Adriaterhavet der standses ved Alperne. Denne varmeophobning øger dog samtidig risikoen for kraftige regnskyl, der af og til ender i haglbyer med måske katastrofale følger for vinhøsten. Den væsentligste vinproduktion ligger i den centrale og nordlige del af regionen. Længst mod vest finder vi Gardasøen med de lettere hvide og røde vine, som Custoza og Bardolino. Nord og øst for Verona ligger de vigtige områder Valpolicella og Soave, som for udlandet har den største opmærksomhed. Længere mod øst finder vi Valdobbiadene med deres kendte Prosecco-vine. Længst mod øst nær Treviso og Piave forefindes en større produktion af Cabernet og Merlot.